Kontakt os: 

75 66 72 00

Kastration

​De sidste år har vi næsten udelukkende anvendt kastration på stående hingst. Tidligere var den bedøvelsesmedicin, der kunne fås til operation på stående hest så ineffektiv, at hesten var i smerter og dyrlægen i livsfare! En uacceptabel situation, som nødvendiggjorde, at hesten blev totalbedøvet før indgrebet. Den værste gene var, når hesten skulle kastes og igen under opvågningen, hvor den ville forsøge at rejse sig, før den egentligt var i stand til at stå. Her kunne nemt ske skader.


Stående kastration er en hurtig og blid metode. Den kan foregå uafhængig af vejret, idet operationen foregår indendørs. Kastration kan således nu foregå hele året - dog er det at foretrække at undgå tidspunkter med stor flueplage.
Hingsten gives beroligende og smertestillende medicin, hvorefter operationsområdet og testiklerne lokalbedøves.
De fleste hingste kastreres ved 1 - 2 års alderen. Her begynder problemer ofte at opstå ved samkvem med andre heste. Den hingstede adfærd besværliggør håndtering. På dette tidspunkt er begge testikler ofte nedsteget i pungen. Hos enkelte hingste er testiklerne ikke på plads før 3 års alderen. Herefter er testiklen permanent ikke-nedsteget - vi har en klaphingst! En sådan bør opereres på hospital, idet totalbedøvelse er nødvendig for at finde testiklen i bughulen eller lyskekanalen. Men i princippet kan en hingst kastreres uanset alder. Efter kastrationen får hesten stivkrampeserum og antibiotika.

Efterbehandling

Den nykastrerede hingst kan stadig bedække og have befrugtningsdygtige spermier op til 1 måned efter kastrationen. Det første døgn efter kastrationen bør hesten holdes på stald til observation.
Herefter tilrådes mest mulig bevægelse - gerne permanent fold. Dette bevirker, at såret ikke lukker, før heling har nået at finde sted fra bunden. Herved vil sårsekret nemlig ophobes og give anledning til hævelse.
Hesten bør dog ikke gå med andre heste den slås med og stejler op af de første par uger. Dette for at undgå at bugorganerne presses ned i lyskekanalen.
Der vil efter en kastration ligeledes udleveres smertestillende til hesten.

Bivirkninger efter operationen

Langt de fleste kastrationer forløber helt uden komplikationer. Umiddelbare komplikationer, som opstår i de første timer efter kastrationen, kan være blødning fra sædstrengen. Nogen blødning er normalt forekommende, mens kraftigere blødning, hvor blodet står ud i en stråle, straks skal medføre hidkaldelse af dyrlæge. Drypning kan forekomme normalt et par dage efter operationen. En anden alvorlig komplikation kan være fremfald af bughuleorganer gennem operationssåret. Dette er meget sjældent, men kræver uopsættelig dyrlægeassistance.

Måske er dette årsagen til, at der bliver flere kvindelige dyrlæger - og at mænd har forsket i at forbedre bedøvelsesmidler

​Besøg os også på facebook>>​

​Vurderet 4.5 / 5 stjerner på baggrund af 16 anmeldelser på Facebook

Tvingstrup Dyreklinik A/S • Gammel Århusvej 18 • 8700 Horsens • Tel.: (+45) 75 66 72 00 • CVR: 31 57 73 49 • E-mail: tv@tdkl.dk