Kontakt os: 

75 66 72 00

Den ældre hest

Når en hest ældes er der nogle ting, man med fordel kan holde øje med, for at hesten får en god alderdom. Årligt tandeftersyn, eventuelt kombineret med en blodprøve samt korrekt fodring er nogle af de ting, man kan gøre som hesteejer, for at give sin hest en god alderdom.
Desuden er der 2 sygdomme som ældre heste ofte kan få. Det er sygdommen Equine Metabolic Syndrome og PPID, også kaldet Cushing’s.

EMS (Equine metabolisk syndrom)

En hest med EMS fremstår ofte som en lidt ældre hest, der vedblivende er alt for fed på trods af indtagelse af en ret ringe mængde foder.
EMS hos heste er en stofskiftesygdom som tilsvarer type II sukkersyge hos mennesker. Det er ofte heste, der er moderat til svært overvægtige, som får konstateret EMS. Derudover er de kliniske symptomer fedtaflejringer på primært ryg, hals og ved basis af hale samt evt. kronisk, tilbagevendende forfangehed.

Billede af en hest med kronisk forfangenhed.

Hest med tydeligt tegn på forfangenhed i begge forben.

Forfangenhed hos heste er en meget smertefuld tilstand, hvor hesten tydeligt har ondt i sine hove og ikke gerne vil bevæge sig. Af årsager til forfangenhed er foruden EMS og PPID blandt andet infektioner, kolik, forædning eller lignende.

Årsagen til EMS er, at cellerne i kroppen bliver resistente overfor insulin. Insulin er det hormon i kroppen, der sørger for, at det sukker, der optages via foderet, bliver ført ind i cellerne og nedbrudt. Hvis hesten opnår resistens imod insulin vil sukkeret ikke kunne nedbrydes, og disse heste vil dermed have et forhøjet niveau af blodsukker, hvilket bl.a. kan føre til forfangenhed, og samtidigt vil de have et forhøjet niveau af insulin i blodet. Det høje niveau af insulin er også en medvirkende årsag til forfangenhed.

For at diagnosticere om en hest har EMS er det nødvendigt at udtage en blodprøve og få den undersøgt på et laboratorium.​

De typiske steder hvor heste med EMS lejrer fedt.

Hest med EMS

Heste med EMS kan ikke helbredes, men det kan kontrolleres. Det kræver en aktiv indsats, hvor især fodringen af hesten er yderst vigtigt. Hesten kan i den forbindelse med fordel betragtes som en type II diabetiker, hvor det er vigtigt at man slanker hesten for at give den de bedste forudsætninger for at være symptomfri. Med hensyn til fodringen er målet at reducere energi-indtaget, nedsætte andelen af stivelse og sukker i foderet, begrænse adgangen til græsfold samt øge den mængde motion som hesten får.

PPID (Cushings sygdom)

PPID hos heste er det man kalder en neurodegenerativ forstyrrelse, hvor sygdom påvirker de hormoner, der regulerer hestens krop. Heste med PPID bliver ofte trætte og sløve, kan begynde at drikke og tisse mere end de plejer, får dårlig pels, krøllet hårlag, lidt forstørret bugomfang og til sidst i forløbet forfangenhed. Alt dette er noget man tit forbinder med, at hesten er ved at blive gammel. Lidt stiv i bevægelse og lidt krøllet pels. Undersøgelser har dog påvist at ca. 20% af alle heste over 15 år har PPID. Tilstanden kan som med EMS diagnosticeres med hjælp fra en blodprøve.
PPID kan behandles og der ses gode resultater i løbet af ganske kort tid.

Endeligt kan en hest have både EMS og PPID på samme tid. Hvis dette konstateres samtidigt med, at hesten er forfangen stiller dette dog en dårlig prognose for hestens videre skæbne.

Har du nogen spørgsmål angående den ældre hest, er du velkommen til at kontakte os til en uddybende snak og plan for din hest.​

​Besøg os også på facebook>>​

​Vurderet 4.5 / 5 stjerner på baggrund af 16 anmeldelser på Facebook

Tvingstrup Dyreklinik A/S • Gammel Århusvej 18 • 8700 Horsens • Tel.: (+45) 75 66 72 00 • CVR: 31 57 73 49 • E-mail: tv@tdkl.dk