Vital pulpaterapi hos hund – bevaring af en sund og funktionel tand
Når en hund får en tandfraktur, kan tandens pulpavæv (nerven og blodforsyningen) blive blottet eller beskadiget. Dette kan give smerte og på sigt føre til infektion. I mange tilfælde vil man tale om tandekstraktion eller rodbehandling, men der findes også en tredje mulighed: vital pulpaterapi.
Vital pulpaterapi er en skånsom og moderne behandlingsmetode, der har til formål at bevare tandens vitalitet og funktion – især vigtig hos unge hunde, hvor tænderne stadig udvikler sig.
Hvad er vital pulpaterapi?
Vital pulpaterapi betyder, at man behandler den yderste del af den eksponerede eller beskadigede pulpa i stedet for at fjerne hele tandnerven. Målet er, at tanden fortsat kan leve, udvikle sig og fungere normalt.
Behandlingen indebærer normalt:
-
Fjernelse af en lille mængde af den overfladiske pulpa
-
Rensning og desinfektion
-
Påføring af et medicinsk materiale, der stimulerer heling og dannelse af nyt dentin
-
Forsegling med en permanent fyldning
Hvornår er vital pulpaterapi en mulighed?
Vital pulpaterapi kan være relevant, når:
-
Tanden har en frisk fraktur, typisk mindre end 48 timer gammel
-
Der er direkte pulpaeksponering
-
Tanden stadig er vital og uden tegn på infektion
-
Hunden er ung, og tanden har uafsluttet roddannelse (apikal vækst)
-
Hundens tænder vokser op i ganen, og noget af tanden bør kortes af